Kolt-Hasselager

Kolt-Hasselager Fællesråd

Nyheder og informationer fra Kolt-Hasselager Fællesråd

Mindeord for Pia Hagedorn

I sidste uge mistede vi pludselig vores gode bestyrelses-kollega og kampfælle i fællesrådet, Pia Hagedorn, som døde i en tragisk trafikulykke. Vi vil savne Pia’s gode humør og ideer. Samtidig går alle vores tanker og dybeste medfølelse til Pia Hagedorns familie.

Pia blev valgt ind i fællesrådets bestyrelse i 2020 og stillede op for at gøre Kolt-Hasselager mere attraktiv for vores unge mennesker, arbejde for at styrke vores fælles mål for Kolt-Hasselager og for, at vi på tværs af alder tager fælles ansvar for vores by og dens udvikling.

Som Pia selv beskrev det: Vores by skal være en by, hvor vi KAN og VIL blive gamle, og hvor vores børn også vil stifte familie og bo.

Som led i sit bestyrelsesarbejde i fællesrådet, havde Pia også plads i Ung i Aarhus Syds bestyrelse – for både børn og unge havde en helt særlig plads i Pias hjerte.

Pia var altid sprudlende, kom med god ideer, lyttede til andres og bidrog med god energi og også kampvilje, når det skulle til. I dag, 28. september 2022, sagde vi et sidste farvel ved Pia’s bisættelse. Vi vil savne Pia rigtig meget.

Æret være Pias minde

Bestyrelsen i Kolt-Hasselager Fællesråd