Byggeri af almene boliger på Kolt Østerparken nærmer sig
Snart går arbejdet med at bygge nye boliger i gang på toppen af Kolt Østerparken. Her opfører Brabrand Boligforening og Boligforeningen Århus Omegn 120 almene boliger fordelt på seks punkthuse som hver bliver på 4 etager.
Se her visualisering fra Scala Architecture
Husene opføres som præfabrikeret modulbyggeri udført overvejende i træ med facader beklædt med skifer og stålplader i grålige nuancer. Boligerne vil fordele sig på 1-4- rums familieboliger.
De to boligorganisationer forventer, at de varierende boligstørrelser vil være attraktive for borgere på udkig efter en almen bolig – fra den enlige til børnefamilien, det unge par, men også til ældre beboere, som har behov for en bolig med elevator.
”Det nye byggeri tilføjer ikke bare flere hjem til Hasselager-området, men bliver attraktive boliger til en bred målgruppe, der får adgang til en unik placering mellem fredskov, boligområder og åbne marker – og en udsigt over Aarhus og bugten som en del af dagligdagen, siger Jens Martin Møller, projektchef i Brabrand Boligforening.
Byggeproces med færre gener for naboerne
Modulbyggeriet i træ har et lavt Co2-udslip sammenlignet med andre traditionelle byggematerialer, som er mere energikrævende at producere. I al sin enkelthed går modulbyggeri ud på at bygge huse af rumstore moduler.
Modulerne produceres i BM Byggeindustris egne fabrikshaller i Hobro, hvorefter de stort set færdige moduler med bl.a. indbygget gulve, fliser, køkkener og toiletter bliver leveret til byggepladsen i Kolt Østerparken, hvor de monteres.
Allerede i januar 2025 vil naboer til byggegrunden kunne opleve den første aktivitet, hvor det første jord bliver flyttet, og det forberedende arbejde med at etablere byggepladsen starter.
Sideløbende med at modulerne bliver konstrueret på fabrikken, kan klargøringen af byggepladsen samt støbning af fundament gå i gang. Muligheden for, at forskellige dele af byggeprocessen kan foregå simultant, uden at man er bundet af en traditionel tidslinje, gør, at byggetidsplanen kan forkortes, og at byggeriet kan stå færdigt hurtigere.
Modulbyggeriet vil derfor betyde færre folk og mindre støj på byggepladsen. ”Ved at bygge med træmoduler, der bygges på vores fabrik i Hobro, reducerer vi både kompleksiteten og varigheden af byggepladsarbejdet. Det betyder færre gener for naboerne og et projekt, der leverer høj kvalitet på kort tid, hvor innovation og ansvarlighed går hånd i hånd, og vi ser frem til at kunne fremvise styrken ved denne metode ved byggeriet i Hasselager”, siger Tom Mikkelsen, direktør for BM Byggeindustri
Bæredygtigt byggeri
Den effektive byggeproces kombineres med ambitionen om at skabe en miljøvenlig bebyggelse med en meget lav klimapåvirkning – kun 6,5 kg CO₂-ækvivalenter/m²/år, hvilket er væsentligt under den lovmæssige grænseværdi for, hvor meget CO₂ et nybyggeri må udlede.
Bygherrernes målsætning om at skabe en miljøvenlig bebyggelse er bl.a. løst ved at bygge i træ, der optager CO₂ fra atmosfæren og lagrer det. Og ved at bruge præfabrikerede træmoduler optimeres konstruktionerne og dermed minimeres ressourceforbruget og miljøpåvirkningen.
”Vi har et fokus på miljømæssig bæredygtighed og får med dette ambitiøse byggeri mulighed for at bygge bæredygtigt med lavt CO₂-aftryk og i træ. Det ser vi frem til i et fortsat positivt samarbejde med Brabrand Boligforening og det udpegede team, siger Steen Grønholm Thomsen, projektchef, Boligforeningen Århus Omegn.
Fokus på lethed og åbenhed i arkitekturen
De kommende boliger er tænkt som en harmonisk tilføjelse til området, hvor de seks identiske punkthuse placeres spredt ud over det kuperede landskab på byggegrunden og følger bakkens kurver. Uderummet bliver landskabeligt og skal inspirere til fællesskab, leg og aktivitet i trygge rammer.
Der vil blandt andet blive etableret en naturlegeplads og rekreative fællesrum med mulighed for køkkenhaver, bålplads mm.
Arkitekturen har fokus på lethed og åbenhed, hvor bygningerne åbner sig mod alle verdenshjørner og giver optimale dagslysforhold fra flere sider uanset boligernes størrelse, og der findes ingen bagside eller lukkede vinkler, hvor bygningerne vender ryggen til.
Det arkitektoniske greb er forankret i landskabet, fortæller kreativ leder Niels Bondrup Jensen fra skala architecture.
”Attraktive nærmiljøer omkring boligerne inviterer til fællesskaber og uformelle møder, og facadebearbejdningen medvirker til at skabe en imødekommende, nedskalleret bebyggelse, ” siger han.
Første spadestik for byggeriet forventes i uge 19 eller 20, mens rejsegildet forventes at kunne afholdes i uge 37 – 2025.
Se her video fra BM Byggeindustri A/S om byggeprocessen
Fakta om projektet:
Bygherre: Brabrand Boligforening og Boligforeningen Århus Omegn
Byggeperiode: Byggestart forventes primo februar 2025. Byggeriet forventes afsluttet i 2026
Totalentreprise: BM Byggeindustri A/S med Skala Architecture og Vognsen Rådgivende Ingeniører A/S
Boliger: 120 boliger fordelt på 6 punkthuse á 1.435 m2 med 20 boliger i hver, 4 etager. Boliger på 1-4 rum. I alt opføres 8.610 m2 fordelt ligeligt mellem de 2 boligforeninger.
Placering: Kolt Østerparken.
Materialer: Træbaseret modulbyggeri med skifer- og stålpladefacader
Co2-påvirkning: 6,5 kg Co2-ækvivalenter/m2/år (Lovkrav: 12 kg).