Kolt-Hasselager

Kolt-Hasselager Fællesråd

Nyheder og informationer fra Kolt-Hasselager Fællesråd

Nyt boligområde øst for Lemmingvej kommer nu i høring

Det private byudviklingsselskab Innovator ønsker at opføre boliger øst for Lemmingvej her i Kolt Hasselager, og byrådet har på sit møde 12. april 2023 godkendt, at der sendes en lokalplan i høring for området. Præcis hvornår der kan afgives høringssvar vil blive offentliggjort her så snart, fællesrådet ved det.  

Det drejer sig om området afgrænset med rødt som ligger øst vor Lemmingvej.

Området er på cirka 7,4 hektar og ligger for øjeblikket i landzone. Arealet afgrænses af Genvejen mod nord, Lemmingvej mod sydvest og jernbanen mod øst. I forbindelse med at der er planer om boliger på arealet, vil der blive opført en støjvold langs med den nordligste del af Lemmingvej. Imellem støjvolde og nye bygninger vil der blive et grønt område. Der er planer om 134 boliger som bliver punkthuse i 2 plan og rækkehuse i henholdsvis 1 og 2 plan. Boligerne indrettes både til seniorer, handicappede og børnefamilier, og der vil blive opført et fælleshus og etableret regnvandsbassin. Ifølge lokalplanen er formålet at udvikle området til et landskabeligt boligområde med gode udendørs opholdsarealer og fællesfaciliteter.

Parallelt med denne lokalplan, som snart sendes i høring arbejder Aarhus Kommune med at udvikle en lokalplan for det kommunalt ejede område på den modsatte side af Lemmingvej. Her planlægges også med boliger og en daginstitution. Fællesrådet har her gjort hvad der muligt for at begrænse mængden af boliger, sådan at der ikke forsvinder for meget af vores landskab og åbne vidder.

Lokalplan 1186 fastlægger områdets brug til boliger i 1-2 plan og lave etageboliger i op til 3 etager. Der vil blive lavet en central adgangsvej og en rundkørsel på Lemmingvej.

Fællesrådet er især opmærksom på, at der skal være sikre stiforbindelser fra området, sådan at skolebørn kan komme sikkert til Bavnehøj Skole. Samtidig er fællesrådet opmærksom på, at det i høj grad skal drøftes, hvordan det påvirker trafik gennem Lemming, ligesom det er vigtigt, at området kommer til at hænge godt sammen med resten af Kolt-Hasselager og bliver en del af vores fællesskab. Derudover har fællesrådet fokus på, at bygning af nye boliger i videst muligt omfang skal ske på en måde, så det ikke hindrer blikket ud over et åbent landskab.

Et billede fra lokalplanen som er et punkt på dagsordenen på byrådsmødet i Aarhus Kommune den 12. april 2023. Punkt 9